Polar – surrealistisk voldsorgie, udført med bid

Polar – surrealistisk voldsorgie, udført med bid

Polar, der eksklusivt er udkommet til Netflix, er én af den slags film, som er svære at komme udenom, men, for mange, også svær at komme igennem.

Handlingen udspiller sig omkring Mads Mikkelsens karakter – Duncan Vizla – som er på nippet til at kunne gå på pension. Han har tilbragt sit professionelle liv med at likvidere skurke og andre der har fortjent det, og nu er det tid til at trække sig tilbage, og hæve pensionen. Så let skal det dog ikke gå for vores helt, for dynastiet han har arbejdet for, vil ikke sådan uden videre lade ham vade afsted med otte millioner dollars. De vil meget hellere aflive ham, så de kan slippe for at betale.

Og det går filmen så med. At arbejdsgiveren forsøger at få ram på Mads Mikkelsen på alle tænkelige (og utænkelige) måder. Om det lykkes vil jeg ikke afsløre her. Jeg vil blot pointere, at rejsen imod enden i denne film er aldeles voldelig (på Clockwork Orange-niveau!), så er du ikke til blod og makabre likvideringer, så se noget andet.

Er det en god film? Tja. Jeg var underholdt fra start til slut, selvom filmen imod enden bliver både mere og mere forudsigelig, og mere og mere clichéfyldt. Det er svært at undgå i denne slags film, og det lykkes heller ikke her, selvom Jonas Åkerlund gør et ihærdigt forsøg.

Præmissen for denne slags film er nu engang således, at de gode vinder, de onde taber, og sådan skal det være. Det behøver man ikke at lave om på for at please anmelderkorpset. Nogle gange er det meget rart at få præcis det man forventer på den front.

Filmens farver er intense, nærmest overdrevne, hele vejen igennem, og karaktersættet er så bizart og karikeret at man ikke helt ved om man tør trække på smilebåndet, eller om man skal kaste op. Og det er faktisk en kvalitet.

Alt i alt er Polar en fuldendt action-komedie af den gamle skole, og rummer alt det man kan forvente af en B-film på et stort budget. Mads Mikkelsen er sublim i rollen som Duncan Vizla, og der leveres også en rigtig fin præstation af Vanessa Hudgens i rollens om Camille.

På grund af underholdningsværdien, det lille twist til sidst, og især en stærk præstation af Mads Mikkelsen, i en film der ellers hvilker på et tyndt fundament, bliver jeg nødt til at give fire stjerner ud af seks. Jeg ville ønske at jeg ikke kunne lide filmen, for den er decideret dårlig smag – men måske er den præcis dårlig, at det går hen og bliver genialt. Det mistænker jeg lidt i dette tilfælde.

Handling
Lyd
Skuespilpræstation
Gennemsnit